Medlem nr. 75 – om forandring, tabu, stigmatisering og livsglæde


Signe Marie Thomsen har som medlem nummer 75 bidraget med dette:
 
Nogle gange kan det godt være utroligt trættende at skulle tage stilling hele tiden. Uanset hvor du går, bombarderes du fra alle kanter med mærkesager fra reklamer og entusiastiske aktivister med livets store spørgsmål, krav om stillingtagen, appel til din dårlige samvittighed. At der konstant forventes, at du har en holdning til alt omkring dig er ligesom svært at rumme, når man skal holde styr på sit eget liv, sin hverdag, børn, familie, studier, etc. Men hvad gør man, når én af disse mærkesager pludselig bliver en del af ens egen virkelighed?
 

SIND er en organisation, der (og her citerer jeg fra deres hjemmeside) ”… arbejder for at skabe forståelse og tolerance for sindslidende og deres pårørende. Landsforeningen arbejder for trivsel, forebyggelse og helbredelse.” Interessant, men relevant? Da jeg meget brat røg ned med flaget, måtte søge professionel hjælp, kom ud af et forhold, flyttede landsdel og påbegyndte nyt studie og samtidig skulle balancere denne overvældende og nyopdagede sårbarhed, måtte jeg genoverveje mit svar. I det halvandet år jeg har været sygemeldt og har skullet forsøge at genfinde mig selv, har jeg på det kraftigste stået ansigt til ansigt med mine egne fordomme, min egen stigmatisering af ”psykisk sårbare”, psykisk ”syge” eller ”sindslidende”.

Har du aldrig grebet dig selv i en forestilling om, at skizofrene maler ansigtet med en sort og en hvid halvdel, står på lur bag en dørkarm som en anden øksemorder og går rundt i psykotisk vanvid? Eller har du nogensinde tænkt tanken, at sårbare/depressive/humørsvingende mennesker ”bare skal tage sig sammen” og lade være med at ”sygeliggøre” sig selv? Hvis din nyre ikke fungerer optimalt, kan du få noget medicin og vupti: der sker en påviselig bedring. Når det er hjernen, der ikke altid fungerer mest hensigtsmæssigt, er det nemmere at begynde at stille spørgsmålstegn ved personligheden. Er det den ”raske” eller ”syge”, jeg taler med nu? Siger han sådan, fordi han har en psykiatrisk diagnose? Kan jeg overhovedet stole på, at det er ægte, når hun siger, at hun elsker mig? Kan man få barn med en psykisk syg?

SIND – og nu også jeg – arbejder på at bryde stigmatiseringen, se tabuerne i øjnene og skabe lidt realisme i en verden, hvor man nemt går rundt med forestillinger om hinanden. Syg eller ej. Og midt i denne hvirvelvind af begreber og ord og holdninger, kan jeg godt blive lidt forvirret, lige lovlig træt og mest af alt bare føle, at nu er det lige for meget af det gode. Så jeg øver mig i at gøre tingene lidt mindre komplicerede, og selv svare på: Hvem er jeg? Hvilke ting gør mig glad? Hvad skal jeg gøre, for at skabe det bedst mulige liv?

Jeg har ikke svaret, men jeg arbejder på det. Og jeg gør det ret godt. Jeg oplever velvære i mit liv, – om det blot er et øjebliks glimt af lykke eller en overvejende fornemmelse af, at alting bare er godt - og under ingen omstændigheder om jeg vil eller skal gå på kompromis med det, blot fordi jeg i min hverdag skal håndtere denne sårbarhed. Det er befriende at møde et fællesskab, hvor grænser nedbrydes, og hvor der er plads til at være akkurat så velfungerende eller absolut ikke velfungerende, som man er.

Vejle har en lokal SIND lokalforening, som stabler arrangementer, møder og frivilligt arbejde på benene lokalt i Vejle og omegn. På www.sindvejle.dk kan du læse mere om, hvad vi foretager os og arrangerer, som er åbent for både medlemmer og ikke-medlemmer. Har man nogen interesse i at involvere sig, er det muligt at blive medlem eller høre mere ved at kontakte formand Flemming Leer på hjemmesiden. Bare rolig, han er helt fin at tale med ;-)

Med venlig hilsen SIND Vejle medlem nr. 75, Signe Marie Thomsen


Tak for bidraget, Signe Marie.

SIND Vejle lokalforening havde 76 medlemmer i Vejle kommune ved årsskiftet.

Ved starten i september 2010 var der 51 medlemmer.

Tak fordi I & du Signe Marie vælger at støtte SINDs arbejde med dit medlemsskab.

Med venlig hilsen

På vegne af SIND Vejle

Lene, Freddy & Flemming

Nyheder: 

Søg med Google